Projekt livshistoriefortælling
Undersøgelse af livshistoriefortælling som fænomen og eventuel metode i psykoterapi
“Hvem kan sige hvordan livet tager sig ud for en anden? Kunne der ske et større mirakel end at vi fik lov til at se gennem hinandens øjne et øjeblik? Vi ville leve i alle verdens tidsaldre inden for den samme time, ja, i alle tidsaldres verdener.”
Henry David Thoreau
Hvad handler projektet om?
Projekt livshistoriefortælling er et praksisforskningsprojekt som handler om at undersøge, hvordan livshistoriefortælling og psykoterapi kan fungere sammen. Livshistoriefortælling er en metode som er blevet brugt og studeret igennem mange år indenfor ældreplejen, socialpsykiatrien, i psykologien og i sociologiske og kulturantropologiske sammenhæng. Her i dette projekt vil jeg prøve at bringe nogle af de indsigter, de tidligere studier har nået frem til, i spil i en psykoterapeutisk kontekst.
Helt praktisk vil det sige, at jeg ønsker at afholde en række en-til-en-samtaler, hvor klientens livshistorie er samtalens omdrejningspunkt. Min opgave som psykoterapeut er at lytte og prøve at undgå at afbryde. Terapeutisk lytning kan man måske kalde det. Samtalerne foregår i et forløb bestående af 5 sessioner med livshistoriefortælling. Derefter vil jeg bruge en sjette, kortere samtale til at spørge ind til, hvordan det har været: hvordan har det oplevedes at fortælle sin livshistorie til en psykoterapeut – til mig.
Selve livshistoriefortællingen kan bestå af fri fortælling, hvor du som klient fortæller historier fra dit liv i den rækkefølge som falder dig ind. Eller jeg kan hjælpe dig med nænsomme guidende spørgsmål, for eksempel, “Hvad er det første du kan huske?” eller “Fortæl om din skole. Hvordan så den ud?”. Samtalerne foregår i et hyggeligt terapilokale i centrale Valby, og der vil være kaffe og te til rådighed. Det vil være rigtig godt at holde samtalerne med en uge eller 2 ugers mellemrum, hvis det er muligt.
Formålet med projektet er altså ikke at indsamle livshistorier, men at undersøge hvad det gør ved os, at fortælle vores livshistorie til én, der lytter med åbent hjerte. Jeg har tavshedspligt og fører ikke videre, hvad der bliver sagt under sessionerne. Jeg vil dog bede om samtykke til at bruge anonymiserede udtalelser om hvordan det har oplevedes, at fortælle sin livhistorie. Det vil være meget værdifuldt for mig at kunne bruge udtalelserne i min videre formidling af selve projektet.
Praksisforskningsprojektet tænkes at pågå fra 1. januar 2026 og halvandet år frem. Jeg er løbende på udkig efter prøveklienter, som har lyst til at prøve at fortælle sin livshistorie til mig over 5 sessioner. Er du interesseret? Læs mere under Prøveklienter søges.
Livshistoriefortælling – hvad er det?
Psykologer, sociologer, antropologer, kulturhistorikere, litterater og filosoffer har længe været optaget af at studere hvad livshistoriefortælling er, og hvad det gør ved os at fortælle vores livshistorie. I de senere år er der kommet en del forskning, der peger på, at blot at fortælle sin livshistorie kan være terapeutisk i sig selv, uden at det er nødvendigt at inddrage andre terapeutiske metoder.
Fortæller historier er noget vi gør hele tiden – vi giver form til vores indre oplevelser og erfaringer ved at fortælle om dem. Først sker hændelsen, og bagefter beretter vi om den. Måske genkender du følelsen af forvirring og måske ligefrem frustation som kan opstå, hvis vi har hørt eller oplevet noget, som vi ikke kan sætte i sammenhæng eller forstå meningen med. Løsrykte hændelser kan leve kvar i os, uafsluttede og uden at vi formår at binde dem sammen. Men så fortæller vi om dem til nogen, og pludselig, uden at det skal mere til end dét, giver det hele mening. “Aha! Nu forstår jeg!” føler vi måske. Det er blevet til en fortælling; en historie med begyndelse, midt og slut.
På samme måde menes det at vores livshistorie kan indeholde et væld af løsrykte delhistorier og uafsluttede hændelser. Det levede liv kan virke som et puslespil med en masse, masse brikker. Det er ikke altid tydeligt at se, hvordan de hænger sammen, eller hvor noget starter og slutter. At fortælle om sit liv til nogen – bare fortælle helt frit – kan gøre at én brik sættes sammen med en anden. Lidt her, og lidt der. Og langsomt vil der måske begynde at dannes sammenhængende billeder og mening.
Desuden er livshistorien ikke nogen fast, færdig historie. Vi oplever hele tiden så meget, og nogle gange kan noget vi oplever lige nu skabe et nyt blik, og et nyt billede, af noget som skete en anden gang. Livshistorien er en levende fortælling, og indholder, med Thoreaus ord ovenfor, alle verdens tidsaldre inden for den samme time, ja, i alle tidsaldres verdener. Det kan være en temmeligt kompleks størrelse at håndtere. Og måske ikke så let endda, at fortælle om. Derfor er LIVSHISTORIEFORTÆLLING en ting i sig selv, og der findes metoder, forskningsprojekter, spørgeguider, livshistoriefortællingsterapiformer (for eksempel Narrativ terapi og Life Review Therapy), livshistoriefortællingsgrupper og meget andet, som beskæftiger sig med netop dét; fortælling af livshistorien. Er du nysgerrig efter at vide mere, kan du eventuelt kigge på min Litteraturliste til inspiration, hvor jeg løbende lægger op henvisninger til materiale om Livshistoriefortælling som fænomen og forskningsobjekt.