Livshistoriefortælling handler i al enkelhed om at fortælle sin livshistorie til en interesseret og engageret lytter. 

“Livshistorien” er dog et vidt begreb som kan rumme såvel slægtshistorie, fortid og nutid, som fremtid og efterliv – plus alt det løse. Den optræder sjældent stingent kronologisk, hverken i ens eget sind eller når man prøver at fortælle den til nogen. Den kan indeholde barske elementer som kan være yderst ubehagelige at erindre og erkende, og i det hele taget kan ens livshistorie være en stor mundfuld at forholde sig til.  

Alligevel gør det én oftest godt, at fortælle den. Hvorfor? 

Jeg har ledt efter svaret på dette i den teoretiske litteratur og i rapporter fra forskellige forskningsprojekter, og finder mange svar. Psykologien og sociologien mener, at livshistorien har med identitetsfølelsen at gøre – at vi konstruerer vores identitet ud fra de historier vi fortæller om os selv. Traumeforskning mener, at det kan have en forløsende effekt på fortidens traumer, blot at fortælle om dem. Eksistentialismen taler om, at ved at vide hvor vi kommer fra, og hvad vi har været igennem, bedre kan forstå hvor vi er lige nu, og gå vore fremtid i møde med åbne øjne. Studier i palliativ (lindrende) pleje af kronisk syge patienter vidner om en oplevelse af øget accept af det liv, man nu engang fik givet; at denne accept opstår når man fortæller om sit liv til en anden. 

Det er desuden et kendetegn for os mennesker, at vi i det hele taget godt kan lide at fortælle historier. Måske er livshistorien også blot en historie. Og at det gør os godt at fortælle den, er blot naturligt.

Så lad os komme igang.